Hvornår er jeg lykkelig?

Store tanker om både stort og småt. Hvornår føler jeg mig lykkelig?

Det er både meget nemt og ligetil, men også utrolig svært at sætte fingeren på. For mig er det en følelse der både kan mærkes i hjernen og i hele kroppen. En summende glædelig smilende følelse, der pludselig kan ramme mig.

Det er ikke kun når jeg sidder og funderer over min dejlige familie eller den slags, men når et eller andet fantastisk øjeblik lige rammer mig og kan mærkes såvel som tænkes. Det skete i går og smilet sidder stadig limet til mine læber.

Det fik mig for det første til at tænke på hvor energigivende og skønt det er at føle sig lykkelig. For det andet – om jeg kan have større indflydelse på at føle sådan igen.

Jeg render ofte rundt og knokler på at nå alt, få flueben på langt de fleste to-do punkter og holde familien glad og få cirkuset til at fungere. Men midt i alle huskelisterne og micro management kan de store basale ting i livet godt ryge lidt i glemmebogen, eller det vil sige bare ikke øverst på listen. Selvfølgelig vil jeg gerne være lykkelig og synes som sådan også jeg er det, men det er ikke noget jeg aktivt fokuserer på i hverdagen.

Men måske bør det komme højere op på min indre huskeliste. Følelsen af at være helt igennem lykkelig i et summende livsgivende øjeblik, og nyde netop dette øjeblik. De kommer af sig selv ind imellem, men måske kan jeg skabe grobund for endnu flere lykkelig øjeblikke i mit og min families liv. Det vil jeg i hvert fald forsøge, og hvis du går i samme tanker men heller ikke ved konkret hvordan og hvorhen man skal gå, så er du velkommen til at skæve til mine tanker og forsøg. Måske kan de bruges til inspiration og måske ikke.

Nu er det sengetid, mere om at leve et lykkeligt liv efter lidt zzz…

Godnat fra mig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *